TV 2 har erhvervet rettighederne til hele La Liga og Serie A, og dermed kommer TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY til at sende omkring 20 ugentlige fodboldkampe med nogle af verdens bedste fodboldspillere. 2020 bliver det største sportsår nogensinde på TV 2s kanaler og platforme.

TV 2 har erhvervet de eksklusive rettigheder til hele den spanske La Liga og den italienske Serie A samt den amerikanske Major League Soccer (MLS). Hermed kommer TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY til at vise omkring 20 fodboldkampe om ugen, herunder også de legendariske El Clásico-opgør mellem FC Barcelona og Real Madrid.

TV 2s tidligere aftale gav mulighed for visning af i alt fire ugentlige fodboldkampe fra Spanien og Italien og én El Clásico om året.

– Vi har fået en smagsprøve på både La Liga og Serie A i det forgangne år, og vi kan heldigvis konstatere, at vores seere og brugere har taget godt imod tilbuddet. Den seermæssige opbakning til vores dækning af spansk og italiensk fodbold ligger langt højere end seertilslutningen på andre sportskanaler til spanske og italienske kampe. Derfor er tiden inde til næste træk, hvor vi går all in på de spanske og italienske fodboldligaer, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

2020 bliver det største sportsår nogensinde
TV 2 SPORT X etableres som en digitalt født kanal og med det strategiske mål at styrke streamingtjenesten TV 2 PLAY. TV 2 SPORT X kan også ses via en række tv-distributører, som har taget kanalen med i tv-pakker eller som et tilbud i distributørernes frit valg-/bland selv-universer. I januar 2020 bliver TV 2 SPORT X desuden tilgængelig som prøvekanal hos landets største tv-distributører og mange antenneforeninger.

Når kanalen er i luften fra lørdag 4. januar, bliver det med en række internationale sportsrettigheder med nogle af verdens største stjerner.

– Det står klart, at 2020 bliver det største sportsår for TV 2s kanaler nogensinde. Det skyldes de nye og store rettigheder, vi har indkøbt, og som bliver foldet ud på vores kanaler og på TV 2 PLAY næste år, siger Frederik Lauesen.


Flere rettigheder: 
Foruden de eksklusive rettigheder til fodboldkampene fra La Liga, Serie A og MSL viser TV 2 SPORT X tennis fra ATP-turneringerne og Wimbledon, NBA-basketball, X Games, VM-atletik, skiskydning samt VM-konkurrencer i alpint skiløb og langrend. Flere af disse rettigheder appellerer i særlig grad til yngre seere, især yngre mænd.

TV2 Sport X kan KUN ses hvis du har “Vælg selv” TV, hvor den kan tilvælges.

—> Se trailer for TV2 Sport X