DR Radio lukker for DAB og åbner for DAB+
Forening: Vonge Antennelaug
Publiceret af: Webmaster
Dato: 07-09-2017 11:52:58
Kategori: Generelt
     

1. oktober 2017 går Danmark fra radioformatet DAB til DAB+. Mange DAB-radioer i de danske hjem skal derfor snart genindstilles, mens en del ældre radioer skal udskiftes.
Er du en af de mere end 900.000 danskere, som dagligt lytter til DAB-radio, er der god grund til at rette antennerne mod sin radio i den kommende tid. Søndag den 1. oktober skifter det digitale radioformat DAB til det nye DAB+.

Med det nye radioformat bliver der plads til flere landsdækkende, kommercielle radiokanaler og til flere regionale radiostationer. Overgangen til DAB+ betyder desværre også, at en del ældre DAB-radioer skal udskiftes. Er din DAB-radio købt før 2012, kan den muligvis ikke modtage det nye DAB+-format. Nyere DAB-radioer skal derimod blot genindstilles efter den 1. oktober for at kunne modtage de nye kanaler.

Fakta om DAB+

DAB+ er en forbedret version af DAB (“Digital Audio Broadcasting”). Til forskel fra DAB giver DAB+ mulighed for at sende et større antal kanaler, og dermed mere radio til danskerne. Med DAB+-formatet vil der blive plads til omkring 12 nye, landsdækkende radiokanaler.

Guide: Sådan finder du ud af, om din DAB-radio er klar til DAB+

1. Hvordan ved du, om du hører DAB-radio?
Første skridt på vejen er at finde ud af, om din radio er en DAB-radio. Det gør du ved at kigge efter, om der står DAB på din radio. Fremgår det ikke, kan du kigge i radioens brugermanual. Står der DAB+ på din DAB-radio eller er den købt i 2012 eller senere, kan du gå ud fra, at radioen kan modtage DAB+.

Husk, at selvom du kan modtage DAB+, skal du genindstille din radio den 1. oktober, så du kan modtage de nye kanaler, når formatet skifter. Hvis du har problemer med at genindstille din DAB-radio, kan du tjekke mereradio.dk, hvor du kan finde yderligere hjælp til dette under “spørgsmål og svar”.

2. Hvordan finder du ud af, om du kan modtage DAB+?
Står der ikke DAB+ på din radio, eller er din DAB-radio købt før 2012, kan du tage DAB+-testen:

Først skal du genindstille din DAB-radio. Du genindstiller din radio ved at trykke på autotune/scan eller lignende i 5-7 sekunder. Radioen skal herefter gå i gang med at scanne sendenettet for informationer og genindstiller så sig selv med de nye informationer. Hvis du har problemer, kan du kigge i din manual eller kontakte forhandleren, hvor du har købt din DAB-radio.

Hvis du herefter kan finde og høre DR’s regionale P4-kanaler på din DAB-radio, lytter du allerede til DAB+. Disse kanaler kan nemlig kun høres på en DAB-radio, der kan modtage DAB+.
Hvis du har problemer med at genindstille din DAB-radio, kan du tjekke mereradio.dk, hvor du kan finde yderligere hjælp til dette under “spørgsmål og svar”.

3. Hvad gør du, hvis du ikke kan høre DAB+?
Hvis din DAB-radio ikke kan modtage DAB+, kan du ikke høre DAB-radio efter 1. oktober på din gamle radio.

DAB+-radio er dog blot en af flere måder, du kan lytte til digital radio på. Du kan sikre, at du kan lytte til digital radio efter 1. oktober ved at benytte en af følgende muligheder:

  • På en ny DAB+-radio
  • På din computer via internettet
  • På din smartphone eller tablet – enten i din browser eller via apps
  • På dit tv – hvis du ahr den nye YouSee TV-boks

Husk at genindstille din radio
Selvom du er klar til DAB+, skal du alligevel genindstille din radio efter 1. oktober for at lytte til DAB-radio. Du genindstiller din radio ved at trykke på autotune/scan eller lignende i 5-7 sekunder. Radioen skal herefter gå i gang med at scanne sendenettet for informationer og genindstiller så sig selv med de nye informationer. Hvis du har problemer, skal du kigge i din manual eller kontakte forhandleren, hvor du har købt din DAB-radio.

Man kan læse mere om DAB+ og mulighederne med digital radio på mereradio.dk.



 

 
Cookies

Kontakt

Formand
Bent Andersen
Bygade 34
7173 Vonge
Telefon: 4079 7854
bka34@youmail.dk